Tilbage
Den Belgiske hest
Den typiske Belgier er en stor og imponerende hest. Den kraftig og tung, men på samme tid alligevel elegant. Gennemsnitshøjden for belgieren er på ca. 165 til 170 centimeter i stangmål, afhængig af om det er en hingst eller en hoppe, og vægten kan nemt komme op på en ton. Det er en meget stærk hest med en stor arbejdsvilje og et roligt og venligt temperament. De to mest almindelige farver i Danmark er brun og brunskimlet, men der findes også røde og rødskimlede, blåskimlede og nogle få sorte.

Belgierhestens historie
Belgierhestens forfader var den Flamske hest. Den Flamske hest var allerede kendt på den romerske kejser Cæsar´s tid. I middelalderen blev den Flamske hest brugt til at bære ridderne i deres tunge rustninger i kamp. Disse heste har nok ikke lignet vore dages belgiske heste, men det er deres blod, der løber i årerne på vores Belgierheste idag. Det område, hvor den Flamske hest kom fra, er det samme som det der i dag hedder Belgien, deraf kommer navnet "Den Belgiske Hest".
Op gennem det 18. århundrede blev avlen i Belgien mere systematisk. Man begyndte at avle efter en bestemt type. Ved slutningen af århundredet var der ofte særdeles store pengepræmier til de vindende belgiske heste på udstillinger og skuer. Dette gjorde man for at lokke avlerne til at beholde de bedste heste i Belgien. Grunden var, at der på det tidspunkt var en stor eksport af Belgiske heste ud af landet. Det var da også på denne tid, at den første Belgier hest kom til Danmark. 
Da den første Belgier hest kom til Danmark i 1895, var det fordi nogle danske bønder ikke var tilfredse med "Den Jydske Hest", som på dette tidspunkt var den nationale danske trækhesterace. Den Jydske hest var ikke så muskuløs, som det kunne ønskes, og den var ikke særligt arbejdsvillig. Den store og muskuløse Belgier hest blev højt værdsat på de store gårde. Der gik dog alligevel en del år før avlen af Belgier heste blev anerkendt i Danmark, og det var først i 1929 at racen fik lov til at deltage i dyrskuerne. I trediverne øgedes antallet af Belgier heste stærkt i Danmark, men så kom krigen, og i den periode blev stort set alle de heste, der var at finde, solgt til tyskland. På grund at den store efterspørgsel røg priserne på hestene op. Det fik bønderne til at sælge deres heste, og antallet af Belgier heste i Danmark faldt drastisk. 
På grund af mekaniseringen i landbruget blev antallet af Belgier heste ved med at falde, og i løbet af 50-erne så meget, at der næsten ikke var nogen Belgier heste tilbage i Danmark. I dag er der en solid interesse for Belgier hesten i Danmark, og antallet af heste vokser hvert år. Det er blandt andet fordi mange har fundet ud af, at det er en god og alsidig familiehest, som kan bruges både til ridning og kørsel.